Træer, træer, træer…

 

L1011450

Er der noget bedre end et smukt rankt majestætisk knejsende træ? Eller et gammel kroget lidt skævt træ? Eller et lille træ, plantet i en skål, og trænet som bonsai f.eks.?

Træer er en vigtig bestanddel af vores have. Vi har en udpræget glæde af træer, og har derfor plantet en del træer i haven, med forskellige æstetiske og praktiske mål for øje. For nogle af dem vil det tage en del år før de bliver store, gamle og smukke. Andre bliver det hurtigere.

L1002268

Træerne kan have forskellige formål. Magnolia, som er blandt favoritterne, har smukke blomster i hvide og lilla farver i foråret før bladene springer ud. Bagefter kommer de flotte blade, der giver skygge og læ. Oftest også med en smuk stamme og grenfordeling.

L1011457

Æbletræerne giver både smuk blomstring i foråret og spiseligt udkomme i efteråret. Men lige så vigtigt (for mig), er de smukke krogede stammer og barken på aldrende eksemplarer. Det varer lidt endnu for vores træers vedkommende, men vi må spise sundt så vi kan blive her længe nok til at opleve det. Eller gå en tur forbi en af haverne i byen hvor de står, og stjæle synet derfra.

L1005213

Vi har et enkelt æbletræ på engen, der efterhånden har fået lidt alder og størrelse. Det får lov til at vokse uden at blive beskåret, alene fordi blomstringen i foråret er overdådig. Det går ud over æblernes størrelse, men de falder alligevel af til fugle og fårene. Eller samles ind til most. De nyere æbletræer, med kun tre-fire år på bagen, bliver imidlertid beskåret og trimmet så æblehøsten er plukkevenlig, og frugtsætningen giver gode æbler. Der er både madæble, sommeræbler, og et vinteræble at vælge mellem.

ALB_6959

Andre træers formål er læ, skygge eller afskærmning ud over den dekorative værdi. Den hurtigvoksende Acer campestre er god til at få afskærmet og skabt læ. Med tiden kan de nederste grene fjernes så solen kan slippe igennem hvis det ønskes. I øvrigt et godt tæt træ at sidde i ly under en stille sommerdag hvis det regner. Det tætte løv fungerer som paraply når træet er stort nok.

Bonsai i blomst. Spiraea. 13 cm høj fra skålkanten.
Bonsai i blomst. Spiraea. 13 cm høj fra skålkanten.

Træer man ikke kan sidde i ly under er dem, der dyrkes som bonsai, – hvilket er min passion. Træerne i skåle, der er en meget gammel Japansk traditionel kunstform, holdes i størrelser fra ikke over en meter i højden, og ned til helt små træer man kan holde i en hånd. Træerne kan blive ældre end deres artsfæller i naturen når de passes og plejes korrekt. Tænk at stå med et træ i hænderne, du ved vil overleve dig selv.

Med så små træer, er det naturligvis muligt at have mange træer i haven. Men det er det nu også, selv hvis der er tale om større træer. Selv på små områder kan man have en del forskellige træer, eller en gruppe samlet af samme slags. Japanske Ahorn bliver oftest kun tre-fire meter i højden, ligesom at en Rødtjørn ikke bliver mere end fire til seks meter høje. Og så kan man jo altid gribe saven eller grensaksen, og tynde ud i træet hvis det skygger eller fylder for meget.

I Freltofte hvor vi bor er der en del store bøgetræer i byen. Det giver en speciel fornemmelse og et godt miljø, i forhold til gader eller byer hvor der er få, eller ingen træer. Husene kan være de samme, men byen og gaden ser helt anderledes ud om der er træer, eller der er bart.

Lad nu være med at fare ud og fælde et træ fordi det begynder at skygge, eller er blevet lidt stort i haven. Det kan selvfølgelig være nødvendigt pga. råd og fare for det vælter og laver skader på hus og mennesker. Men oftest kan et flot stort gammelt træ med fordel tyndes ud i kronen og få lys igennem hvis det skygger, eller det kan opstammes med samme formål. Det kan være billigere at få en træ-mand ud og tynde træet ud hvis det er meget stort, end det vil være at fælde det og få det fjernet, med mindre man kan selv. Lad træet stå hvis du kan, for det tager nogle gange uendeligt lang tid før et nyt træ er vokset til og skaber rum.

L1011479

Hos os planter vi de fleste af vores træer, for at skabe rumfornemmelse i haven. Når man passerer et træ, får man oftest følelsen af, at der må være noget bagved træet som man vil udforske. De fleste kan nok genkende fornemmelsen af, at man føler sig bedst tilpas når man sidder op ad en væg, eller med noget beskyttende over sig. Derfor søger man hen under det beskyttende træ på engen når det regner, eller i skygge for solen. Det samme i haven. Træerne skaber ro, og bryder himlen og solens stråler, og skaber et rum at gå i. De haver vi opfatter som hyggelige og rare at være i, har altid en visse mængde træer. Derfor fælder vi også kun nødtvungent et træ. Både af respekt, for at træet kan leve videre efter os og glæde andre, men også fordi det sjældent er nødvendigt.

L1011474

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s