Svedende planter

Ingen have uden vand. Derfor vander vi i øjeblikket haven, sådan at det vi har plantet også overlever. Planterne kan ikke klare varmen uden at kunne fordampe vand og køles ned. Vores jord er sandet og derfor er vandingsbehovet større end på andre typer mere fed jord.

DSC05679

Vi har indsamlet regnvand, men det rækker jo kun indtil naturen fylder tanken op igen. Jeg tror vi bliver nødsaget til at sætte lidt ekstra kapacitet op til næste sæson, selvom vi vel ikke får så tør en periode igen lige med det samme.

DSC05672

Krukker skal vandes jævnligt. Men især bonsai der ofte står i særligt små skåle (af æstetiske årsager), skal vandes dagligt. De mindste bonsai vandes to gange om dagen på varme og blæsende dage. Ellers kan de ikke køles godt nok af via transpirationen, og kan lide skade. I værste fald dø af varme og udtørring. Lidt ærgerligt at bruge måske tyve år på at arbejde med et smukt træ, og så lade det dø pga. et par dage uden vand. Så førsteprioritet morgen og aften, er fokus på vandingsbehovet.

Men smukt er det alt sammen, og væksten er fin endnu. Kun få bladskader på etablerede planter, mens nogle bambus, der blev flyttet tidl. i år ikke ser for pæne ud. Men rødderne får vand, og så skyder de igen til næste år.

Reklamer

Sjove vandplanter

DSC05241-001En af mine gode venner har anskaffet nogle sjove vandplanter. Og han har købt til mig også. Det er en tropisk åkande og en lotus.

Den tropiske åkande skal overvintres inde, og skal have nogle varmere forhold end de normale åkander. Så den er anbragt hvor den får mest muligt lys og på lidt lavere vand i havedammen.

DSC05237
Planterne er pakket ud.

Lotus er endnu mere varmekrævende. Den skal have omkring 25 grader for at trives og blomstre. Så den ender nok i en vandkrukke i det kommende orangeri/havehus.

Jeg kender ikke farverne på de kommende blomster. Det er bare at vente og se.

De er plantet i næringsfattig åkandeler. Efter plantningen vandes leret til, inden potterne sænkes i vandet. Hvis det er tørt når potterne sættes i vandet, vil det tørre lerstøv m.m. svine vandet til. Jeg har lukket hullerne i potterne med perlesten så det ikke drysser ud gennem bunden. Ligesådan har jeg lagt et tyndt lag småsten på overfladen for at holde på leret og planterne.

DSC05239
Lotus plante med sunde rødder.

Plasticpotterne er ikke de sædvanlige perforerede netpotter, for åkanden og lotus trives bedre i lukkede potter. Det bliver spændende og se hvad der kommer ud af det med tiden.

Roser, sø og sommer

Det er uden tvivl den bedste sommer vi har haft i mange forår 🙂

Roserne er tidligt ude, og det meste gror lystigt. Især efter en god (og meget kraftig) gang regn med indbygget torden. Søen vi anlagde sidste år begynder at at trække dyr til sig. Frøer og skrubtudser har yngel i vandet, ligesom et par salamandre er flyttet ind. Ledsaget af insekter og småfugle plus en kat, der elsker at drikke vand med Koi-karperne som tilskuere på behørig dybde.

Da vi flyttede til grunden for to og et halvt år siden, flyttede vi et af yndlingstræerne med. Judastræet med sine smukke hjerteformede blade har endeligt fået godt fat, og de nye blade, der altid kommer som de sidste af alle træerne, skinner smukt i aftenlyset.

Hurra det regner

Muligvis en lidt aparte overskrift, med den våde sommer in mente. MEN, det er faktisk rart det regner lige nu, efter jeg flyttede en del planter fra andre dele af haven til ny placering i sø-haven. Derfor er regn godt, så de nyplantede buske og stauder kan få en god start. Det er fint at vande med haveslangen, men det der kommer fra skyerne er endnu bedre. Vedvarende stille (indtil nu) silende regn, så vanddepoterne fyldes op, og jorden sætter sig omkring rødderne. (Okay, så blev det så styrtregn, inden indlægget blev færdiggjort).

DSC06874
Anemone ´Tiki Sensation´

Det gælder også den forholdsvis nyplantede Anemone ´Tiki Sensation´, der står ved søbreden. Selve søen vender jeg tilbage til en af de næste dage. Når regnen er stilnet af måske.

Det er en god idé at klippe større buske og stauder tilbage ved flytningen, så de har nemmere ved at klare den skade der uundgåeligt sker på rødderne. De fineste vandoptagende rødder vil få skader, også selvom man er forsigtig når de graves op og plantes. Ved at fjerne noget af gren/løv-mængden gør man det lettere for planten at få genoptaget rodvæksten efter omplantningschokket.

Resten af dagen i dag, bliver med The English Garden i hånden, og nogle havebøger.

DSC06873

Sø søsat – 1. del

DSC06394Hullet er gravet, vandet er fyldt i, fiskene flyttet ind, og så er det finish det handler om.

I løbet af forsommeren gravede jeg ud til det som skal være centrum i sø-haven. Vi har haft området liggende brak indtil der var tid og energi til at starte søhaven op. I et område, som var groet fuldstændigt til, og som tidl. lejere af vores hus havde brugt til lidt af en losseplads. Men nu er huset igen i vores hænder heldigvis. Nu er det så tiden til at fuldføre den våde drøm om en sø i haven.

Vand i haven beriger med en beroligende stemning, og i tilgift tilføres liv og biodiversitet til haven. Jeg er sikker på at de skrubtudser jeg generede ved udgravningen jubler over de nye tilstande med vådområdet i haven, og tilgiver ombygningen af deres habitat.

DSC06391
Vandet er fyldt i, – nu skal der afsluttes og plantes til.

Det er vigtigt at klargøre hvad man vil med vandhullet. Skal der være fisk i, og hvilken slags? Hvor stort skal det være? For småt er skidt, især hvis der skal være fisk i. Det er desuden meget nemmere at vedligeholde et stort bassin, som nemmere kommer i balance end et lille. Bassinet skal have mindst seks timers sol om dagen, så temperaturen kommer op, og dybt nok til at det holdes frostfrit til overvintrende fisk.

Glæden ved et bassin i haven, er at det tiltrækker ekstra insekter og dermed fugleliv, ligesom frøer, tudser og pindsvin tiltrækkes af vandet. Undgå for mange løvfældende træer lige op og ned af bassinet som hurtigt bliver fyldt med blade, der går i forrådnelse.

Selve hullet er udgravet ved håndkraft med en spade. Et lidt stort projekt, men jorden er meget sandet i det område, så det var relativt let. Og har den fordel at der ikke var forhindringer fra store sten, tung jord eller mange rødder fra træer.

DSC04409
Inden arbejdet gik igang. Tja…. men det bliver godt når det er færdigt.

Hullet er formet så det ser så naturligt ud som muligt, med forskellige dybder til planter, og foret med en god kvalitet PVC-gummi. I søen er der nu udsat koikarper, efter vandet først har stået og “simret” tre uger tid med et bio-filter tilsat. Koikarperne kræver meget rent vand til overvintringen og derfor plantes der også vandrensende planter som kan vedligeholde balancen undervejs, da fiskene i sig selv forurener en del.

Efter to uger er koierne så småt begyndt at vænne sig til vi kommer. I starten er de noget sky, men lærer at genkende os på gangen og de vibrationer det sætter i vandet. De er meget fintfølende, og kan med tiden gøres håndtamme.

DSC06392

Nu er jeg i gang med at afdække foliekanten med små marksten og planter, så det hele får et relativt naturligt udseende. Omkring søen vil der også blive plantet til. Alt bliver holdt i grønt, hvidt og gult for at skabe en rolig atmosfære. For enden af søen skal der være siddepladser så vi kan nyde synet af fisk og sø.

I bassinet, som har flere niveauer, er der udsat åkander, græsser og lave blomstrende vandplanter. Plantet i netpotter, og i special åkandejord, eller næringsfattig jord, beregnet til havedamme. Det er vigtigt det er næringsfattig jord, der anvendes, som ikke sætter gang i algevæksten. Derfor er det heller ikke en god ide at bruge klyner direkte i bassinet, da de farver vandet brunligt og har for meget næring.

Billeder af første del af projektet herunder.