Cottagehave

Den engelske cot­tage­have, er lidt af et for­billede for haven. For mig lig­ger vær­di­en i den store frodighed og lidt “til­fældige” plac­er­ing af blom­ster og planter. Det er det som giv­er en lev­ende have. Sam­men med nyt­te­have og dyr.

Jeg har altid været tiltrukket af blom­ster. Både i store mængder af blom­ster, og i enkelthed. Begge dele tiltaler mig og giv­er mig ro i sin­det.

Det er vel noget af det vigtig­ste i en have. At få ro i sin­det.

Cot­tage­haven har netop de egen­sk­aber for mig. Pæne, stil­rene og enkle haver kan også være smukke at se på. Men når man skal leve i dem, skal de passe til ens per­son­lighed. Så selvom jeg også har et japan­sk inspir­eret afs­nit med bon­sai, så er det stadigvæk frodighe­den, der tiltaler mig. Der­for er den del af haven også mere grøn og lev­ende, end den er stil­ren.

Cottagehaven

Cot­tage­haven er en sti­lart, som har rod i de engelske haver på lan­det. Hvor man byt­ter lidt staud­er med hinan­den, og hen ad vejen opstår frodighe­den ud af alt det ind­sam­lede. Rod­fæstet i en drøm om det sim­ple, selv­forsy­nende liv. Hvor dyr og planter er en vigtig del af hel­he­den. Uhøjtideligt og afs­lap­pet. Hvor havesyslerne indgår som en inte­gr­eret del af dagligda­gen.

Cot­tage­hav­erne stam­mer tilbage fra Eng­land i 1300-tal­let. Den­gang var cot­tage­haven en vigtig del af lev­e­g­rund­laget for de fat­tige bøn­der. Lige­som land­bo­hav­erne på hus­man­dsst­ed­erne og bøn­dergår­dene her­hjemme. Med æbletræer, køkken­haver og blom­ster. Hav­erne og deres dyr forsynede fam­i­lierne med grøntsager og æg, kry­d­derurter og blom­ster. Og måske en gris eller ko.

Planterne

Planterne var ofte nyt­teplanter. Køkkenurter, kry­d­derurter, med­i­cin­planter eller duf­tende planter. Sid­st­nævnte kunne give en frisk duft, som kunne live lidt op i de små huse hvor man lev­ede tæt.

Oprindeligt var målet ikke at cot­tage­haven skulle være flot. Men blom­ster ind­fandt sig alligev­el. Måske til at live lidt op i boli­gen, eller til at pynte sig med. I dag har havestilen udviklet sig til nok, at være med overvægt til pyn­tes­i­den, og nu med det nyt­tige som en ekstra gevinst. I dag kan vi købe det meste, og behøver ikke dyrke det. Men glæ­den ved at så og høste er stor. Det er også en af de store værdier ved at have en cot­tage­have. Stor eller lille.

Vores engel­sk inspir­erende cot­tage­have lever godt i efteråret, med georgin­er (Dahlia), stolte kavalerer (Cos­mos), ros­er m.v. Sen­som­merens våde vejr har bidraget til at vand­de­poterne i jord og planter er fyldt op igen, og det kan ses. Alt strut­ter af vækst og sund­hed. Det oppe­bær­er frodighe­den og bidrager til havens udtryk af både grøn og farverig rig­dom.

Imellem det lidt rod­ede og tilsyneladende uor­gan­is­erede, er der omhyggeligt anbragt formk­lippede buske, som sam­men med espalier­er og grussti­er hold­er lidt orden. Næste år til­fø­jer jeg flere blom­ster, efter at have eval­ueret de første to sæson­er af haven. Det er altid godt at se hvor­dan haven udvikler sig, og så fore­tage jus­teringer.

Køkken­haven etableres hen­over vin­teren og foråret. Fårene får til­ført andet kræ, nem­lig høns, til næste år. Og på den måde kom­mer beteg­nelsen cot­tage­have til at passe meget godt. Selvom vi ikke nød­vendigvis er tro ved stilen hele vejen igen­nem. Det han­dler ikke om at leve op til en bestemt måde at designe haven på. Men at skabe en have der pass­er til os.

Skriv en kommentar

Kommentarer

  Subscribe  
Notify of