Den skizofrene haveejer

Hvad gør jeg når jeg nu godt kan lide to vidt forskel­lige ret­ninger inden­for havedesign? Det indl­y­sende er selvføl­gelig, at gøre begge dele, så det er det jeg gør.

DSC06590
Cot­tage­haven med sit blom­ster­flor og hyggelige stemn­ing.

I rigtigt mange år har har jeg haft en stor inter­esse for bon­sai og elsker den japanske æstetik og enkelthed, der lig­ger i den kul­tur. Men jeg er alt­så også en fanatisk tilhænger af den engelske cot­tage­have (Cot­tage­gar­den), som er alt det den japanske have ikke er. Med sit løse greb og hyggelige vildt­vok­sende udtryk. Sid­st­nævnte er også Lis­beths favorithave.

cropped-dsc06484.jpg

Haven er der­for indret­tet med to afdelinger, hvor der er en blød over­gang, som for­bered­er en til over­gan­gen mellem de to  havetyper. Imellem hav­erne er der en port, der mark­er­er, at man nu går ind i en anden ver­den. Og det er fak­tisk sjovt at se folks reak­tion, når de kom­mer fra den ene afdel­ing til den anden. For­di det er så forskel­ligt.

DSC06603

I haveaf­s­nit­tet med bon­sai, er der lagt vægt på ro og enkelthed, som med und­tagelse af forårs­blom­strin­gen mest består af grønne farv­er, og formk­lip­pet asymetri. Ro og enkelthed er nøgle­or­dene i den japanske havekul­tur, og der­for er bon­saienes have anlagt i den ånd.

DSC05573-2Der er også ro i cot­tage­haven, bare på en helt anden måde. Det der giv­er mig ro i den havetype er de mange blom­ster, og den vilde naturlighed en sådan have får med tiden. Den ski­zofrene havee­jer kan alt­så finde fred i to vidt forskel­lige havemiljøer. Det er da helt rart. 🙂