Fra skrot til flot — 1. del

Gratis insek­ter, tudser og fugle. Det får man når man anlæg­ger en havedam. Fiskene har vi måt­tet betale for, og de har også lidt sværere ved at finde vej selv. Vores forsømte del af haven er som for­van­dlet, efter vi anlagde havedam og byggede anneks. Og havedammens uvent­ede plus, var det meget dyre­liv som ful­gte med.

Her starter en lille his­to­rie om hvor­dan den sen­est tilkomne del af haven er blevet til. Hele haven er startet for tre år siden, og sid­ste år gik jeg igang med at få ryd­det op i skrot­bunken. Området, der nu er møbleret med en havedam, var decideret en skrot­bunke. Et miks af ned­lagte bede, og efter­laden­sk­aber fra vores tidligere lejere, der fandt det oppor­tunt at begrave van­drør, tag­plad­er og gam­le paller under jord og græs.

Fra skrot til flot er egentlig meget beskrivende, sagt i al beske­den­hed. Et slot er det ikke, så det bliv­er “flot”. Bare så det rimer. Skrot var det ihvert­fald. Man skal iøvrigt ikke sætte sit lys under en skæppe sagde min far altid. Selv var han altid en meget ydmyg mand, men videre­gav gerne ofte sit gode råd til mig. Jeg synes ikke jeg er den pral­ende type, men er alt­så lidt stolt af den sid­ste del af haven. Havean­nek­set var en stor mund­fuld at bygge ene mand, men nu hvor det står her, var det alt arbe­jdet værd. Men lad os starte et andet sted.

Da jeg fik tid til det i sen­som­meren sid­ste år tog jeg arbe­jd­shandskerne på og fik ryd­det op. Øns­ket var en sø (havedam er den kor­rek­te beteg­nelse når den er kun­stig med gum­midug i bun­den). Med fisk og åkan­der. Gravear­be­jdet var for­bavsende nemt, udført med spade, skovl og knofedt. Det var som at grave i en grus­grav, med meget få sten, og meget lidt jord. Gruset blev fordelt rundt om søen og niv­ellerede den ud, så van­det blev i søen. Rimeligt prak­tisk. Jor­den blev fordelt efter­føl­gende, så der var noget planterne kunne sætte rød­derne fast i.

Det æstetiske han­dlede om at få skabt en sø, der ikke så nyan­lagt ud. Den skulle også falde ind i haven så naturligt som muligt.

Alt med for­be­hold, for det er ikke en naturhave. Men en pry­d­have med der­af føl­gende unaturlighed. Pointen er, at det ikke skulle ligne et bade­bassin, eller en færdigkøbt mod­el. Stene til at dække kan­terne af med er hen­tet på gen­brugsplad­sen og hos en nærliggende land­mand.

I søen er forskel­lige niveauer, så at forskel­lige vand­planter kan gro der ( de kræver forskel­lige dyb­der alt efter arten). På det dybeste sted er der 170 cm. så der er frost­frit. Koikarperne skal gerne kunne klare en kold vin­ter, og det fik vi afprøvet allerede første år med is på van­det. En lille våge lavet med en luft­pumpe til akvari­er, holdt isfrit så gasserne kan komme ud af søen. Fiskene går i dvale på bun­den og vågnede alle fint op efter at have snorksovet hele vin­teren. Sala­man­dere og tudser, plus frøer og insek­ter fandt lyn­hur­tigt ud af det nye vådom­råde. Og fly­t­tede ind med det samme.

Imponerende så lidt der skal til, for at skabe liv i et for­ladt og goldt hjørne.

Haven i hune har inspir­eret os til at skabe et rum med kun gule og hvide blom­ster. Sam­men med grønt giv­er det en helt særlig ro. Det meste er staud­er vi har delt og fly­t­tet, og enkelte nye planter er kom­met til. Andet er som­merblom­ster, der spicer det lidt op med deres frodighed. I år kom sid­ste del af espalieret til, som ram­mer rum­met fint ind, men stadig hold­er det åbent.

Sam­lingspunk­tet ved søen, som er med til at skabe ro både visuelt og på lyd­niveau, er muren med den ital­ienske vin­gud der ager­er fontæne. Den fandt vi på et fan­tastisk have-acces­sories-sted i Toscana sid­ste som­mer (2017). Muren er fun­deret i 90 cm dybde så den ikke rokker sig når jor­den fryser.

Foran søen lig­ger så annek­set. Og det kom­mer jeg tilbage til i næste afs­nit…

Please fol­low and like us: