Frisk sensommerhave

Sensommer i haven. Opfrisket af mange byger de sidste par dage. Det er også godt plantevejr og et par nye stauder er tilføjet haven.

Nyt til haven – namedropping

En af dem er Perovskia atriplicifolia `Blue Spire´, Russisk Salvie. Blomstrer i august – september. Det er en rigtigt god ide at tage på planteskole på den årstid hvor man ønsker blomstrende planter. Så kan man præcist finde dem, der er i blomst i den periode. Men, vær opmærksom på at især forårsblomster drives frem før tiden. For at skabe salg tidligt på sæsonen hvor vi savner blomster efter vinteren. Så er du i tvivl om hvornår planten naturligt blomstrer i haven, skal du spørge hvor du køber den.

Perovskia atriplicifolia `Blue Spire´, Russisk Salvie.

En anden ny, men næsten afblomstret plante, er Sidalcéa hybrid ´Party Girl`. I så fald er party girl ved at være træt af dansen, men den kom altså med hjem som et godt element. Der manglede lige den farve i bedet. På dansk kaldet Silkekattost. Bliver en meters penge høj.

Sidalcéa hybrid ´Party Girl`. Silkekattost.

Paletblad, Coleus, er en anden plante, der nu bor her. I krukker. For den skal ind om vinteren, og man skal huske at nippe nye skud hvis blomstring skal undgås. Og det skal den, for det er de smukke blade, som er attraktionen. Medmindre man ønsker at frøformere den og selv lave frøene.

Paletblad, Coleus (tv) flankeret af duftpelargonie (th).

Dahliaerne lyser op

En sikker levering af blomster lige til frosten nipper, kommer fra Dahlia. De smukke blomster bruger vi rundt omkring i bedene. Og til buketter. Blandet mellem stauder og roser liver de op. Selv synes jeg de kan blive for meget hvis de står i store bede eller rækker for sig selv. Men det er jo en smagssag. Knoldene skal op af jorden når frosten kommer, og det grønne klippes af. Det har jeg tidligere vist hvordan man gør i en video. Den kan ses her.

Deadheading, som englænderne kalder det, er en vigtig del af havesyslerne i en have som vores. At klippe de visne blomster af, så planten ikke producerer frø, men i stedet nye blomster. Det er hyggeligt at gå en runde og klippe de afblomstrede dele af, og samtidigt få set efter planterne.

En anden plante, der er på scenen lige nu, er høstanemonen. Med sine elegante vækst og smukke blomster, er det en af sensommerhavens favoritter her.

Anemone japonica.

 

2 kommentarer til “Frisk sensommerhave”

  1. Jeg købte en coleus i forsommeren, men havde svært ved at finde et passende voksested. Den burde kunne tåle sol, men den blev afbrændt. Og i halvskygge synes jeg ikke rigtig, den groede. Hvad er dine erfaringer, hvis du har haft den før?
    Lisbeth

    1. Det er første gang jeg prøver dem. Halvskygge midt på dagen er nok det optimale, så de ikke svides i solen. Mine står så de får godt med lys, men skygges let af træerne.

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: