Roen i den uperfekte have

DSC06601
Lis­beth nyder haven. Ja, der er ægte sol på billedet 😉 Det find­es end­nu.

Det kan siges helt enkelt. Ro. Haven giv­er først og fremmest ro i sjælen. Det tror jeg de fleste have­men­nesker vil give mig ret i, med­min­dre de ser haven som en pestilens, fyldt med gøremål, der aldrig nås helt, og ukrudt, der ubøn­hørligt råber på at blive taget op. Men alt­så, os “rigtige” have­men­nesker, vi find­er en stor del ro i haven tror jeg.

DSC06603
Haven med bon­sai, som er næsten helt grøn på denne årstid. I skovens dybe stille ro.

Også selvom der måtte stå lidt over­set eller dovent ukrudt i hjørn­erne. Også selvom der et område, der ikke er helt færdigt. Også på trods af at bænken skulle have været malet i år. Den uper­fek­te have giv­er mig ro. Der er ingen grund til også at få stress over den uper­fek­te have.

DSC06598
I “Lis­beths have” får planter og blom­ster lov til at selvså og brede sig, så stierne bliv­er mere lev­ende og organ­iske end strin­gent og regel­rette. Det giv­er en anden form for ro, når alt ikke er kon­trolleret i mind­ste detal­je. Godt for sjælen.

Tvær­ti­mod, tror jeg min ro find­es i at det ikke skal være per­fekt. At der godt må være lidt over­set ukrudt. At der vokser lidt til­fældige blom­ster på grus­gan­gene. At ikke alle bon­sai er trim­met til tiden. Bare der er nydelse i øje­b­likket.

 

 

Please fol­low and like us: