Roen i den uperfekte have

DSC06601
Lis­beth nyder haven. Ja, der er ægte sol på billedet 😉 Det find­es end­nu.

Det kan siges helt enkelt. Ro. Haven giv­er først og fremmest ro i sjælen. Det tror jeg de fleste have­men­nesker vil give mig ret i, med­min­dre de ser haven som en pestilens, fyldt med gøremål, der aldrig nås helt, og ukrudt, der ubøn­hørligt råber på at blive taget op. Men alt­så, os “rigtige” have­men­nesker, vi find­er en stor del ro i haven tror jeg.

DSC06603
Haven med bon­sai, som er næsten helt grøn på denne årstid. I skovens dybe stille ro.

Også selvom der måtte stå lidt over­set eller dovent ukrudt i hjørn­erne. Også selvom der et område, der ikke er helt færdigt. Også på trods af at bænken skulle have været malet i år. Den uper­fek­te have giv­er mig ro. Der er ingen grund til også at få stress over den uper­fek­te have.

DSC06598
I “Lis­beths have” får planter og blom­ster lov til at selvså og brede sig, så stierne bliv­er mere lev­ende og organ­iske end strin­gent og regel­rette. Det giv­er en anden form for ro, når alt ikke er kon­trolleret i mind­ste detal­je. Godt for sjælen.

Tvær­ti­mod, tror jeg min ro find­es i at det ikke skal være per­fekt. At der godt må være lidt over­set ukrudt. At der vokser lidt til­fældige blom­ster på grus­gan­gene. At ikke alle bon­sai er trim­met til tiden. Bare der er nydelse i øje­b­likket.

 

 

8
Skriv en kommentar

Kommentarer

  Subscribe  
Notify of
Nana
Guest

Det er nem­lig rigtigt! Vi talte om noget lig­nende her­hjemme forleden. Jeg kan godt stresse over huset. Der SKAL være ryd­deligt og rent. Der skal helst være friske blom­ster i vaserne. Osv. Men i haven bliv­er jeg aldrig stres­set. Der er ikke noget der SKAL gøres eller som skal være færdigt. Og det er måske i virke­lighe­den det allerbed­ste ved haven: At den er per­fekt i sin uper­fek­thed 🙂

Morten Albek
Guest

🙂 Det er nogen­lunde sådan vi også har det. Ikke at det altid lykkedes at holde orden indendørs 🙂 Men vi prøver.

marie
Guest

Hvis ordet per­fekt skal kunne bruges menings­fuldt om en have, forud­sæt­ter det for mig at se en giv­en ska­be­lon, som haven opfylder til fulde. Det kan vel godt tænkes i forbindelse med barokstilen; men i så fald er det en per­fekt barokhave, vi taler om, hvilket ikke nød­vendigvis er syn­onymt med en per­fekt have.Den per­fek­te have må nød­vendigvis blive defineret af dens beboere, og for mig per­son­ligt ville den per­fek­te barokhave aldrig kunne blive den per­fek­te have.

Morten Albek
Guest

Helt enig 🙂

Bruuns Have
Guest

Man kan finde skøn­heden i både det uper­fek­te og for­faldet, det kan være meget smukt og afs­lap­pende. Tænker at det måske også kom­mer alderen, hvor man selv find­er ud af, at man ikke kan være per­fekt og for­faldet også indtræder. Men ved at erk­ende det, find­er man vel også roen i sig selv og kan bare nyde livet og haven, og det er vel ikke så ringe end­da 😊

Morten Albek
Guest

Ja, det er også en tanke der er opstået her. 🙂 Med alderen.

trackback

[…] via Roen i den uper­fek­te have — Haven i nr. 33 – Have­bloggen […]

KAAS
Guest
KAAS

Den per­fek­te have find­es ikke — og gudske tak og lov for det, den er en lev­ende organ­isme som foran­dres og udvikler sig hver et øje­b­lik og HURRAA for det

Rigtige” Have­men­nesker find­es heller ikke — og end­nu mere hur­raaa for det — haveg­læ­den lever i os alle — hos nogle er den blot næret og udviklet mere end hos andre — selv en lille spire mellem flis­erne på for­torvet kan være en glæde, selv for men­nekser som bot i beton­byg­geri, uden udsigt til grønt over­hovedet.

SKØN dag til jer alle