Solsorte-karantæne
Man bliver sgu´helt ærligt i tvivl sådan en dag med tæt på sommertemperaturer. Er det forår eller sommer i haven? Og sidstnævnte have går amok med nye skud og blomster på vej. Fuglene danser dristigt omkring os mens solsorten har lagt sig på æg, i en halv meters højde, i de portugisiske laurbær. Det fjerner så enhver mulighed for trimning af de kegleformede vækster de kommende ca. 30 dage – mens der klækkes, fodres og uddannes til flyvning.
Tålmodighed er en dyd. Men det lever vi ikke altid op til her. Vi annoncerede tulipanernes mangel på fremkomst fra den dybe muld lidt vel tidligt. Der kommer faktisk flere op nu end vi troede for et par uger siden. Vi troede de fleste var væk. Det kan man så bare glæde sig over ikke er tilfældet og så vente en anelse længere med at udbasunere tragedien inden den er indtruffet. 🙂