Fårår

DSC02524Forår er lig med fårårsklipning af de fire græsslåmaskiner. (Hvis du ikke griner af stavningen er det ok. Er klar over niveauet ikke er højt). Et sikkert ritual på vores matrikkel er når Olga, Cocio, Snehvide og Bertha får besøg af Arne, der kyndigt klargør dem til endnu en sæson. Sammen med den lille forårshappening, og lyden af spirende nyvækst og genkomst af stauder og løg, glæder vi os over at foråret endeligt kom.

DSC02526

Der er sået frø i de genbrugte plastikbakker (de bevares indtil de ikke kan mere så vi undgår unødigt plastforbrug), og med tiden må de erstattes med noget mere miljøvenligt. Dahliaindkøbene er også sat igang inden døre. I år er sortimentet udvidet efter succesfuld overvintring af sidste års knolde minus en enkelt lille som vist er gået til et par mus og deres overlevelse. Fred være med det for nu og så må bedre overvintringsforhold eliminere næste års gnaverindtrængen.

 

Skønhedsøjne i haven

DSC05480I nogle år har vi haft sommerblomsten Skønhedsøje, Tinctoria, i haven. Den er et must i vores have hvor den lyser op med sine varierede gul-rød-brune blandede blomster. Det er lette blomster på lange stilke der svæver hen over og imellem de andre planter. I Øvrigt fin til afskæring til vaser, selvom de ikke holder mange dage.

DSC05479

Skønhedsøje er i princippet ikke overvintrende, og visner ned i efteråret når frosten kommer. Men erfaringen de år vi har haft den, er at den alligevel dukker op igen når overvintrende frø spirer. Hvis de ligger beskyttet under blade og evt. sne, ser de ud til at klare en almindelig vinter.

DSC06491

Jeg forspirer alligevel altid nogle ekstra, for at være sikker på vi får det antal vi ønsker. Lige nu er der ikke udsigt til forår og sommer, men det kommer jo. Og i løbet af et par måneder ser haverne rundt om i landet helt anderledes frodige ud end i skrivende stund.

I starten af juni er Skønhedsøje igen igang med at sprede farve i bedene.

Tid til prikling

I dag startede priklingen af nogle af de frø, som blev sået i starten af marts, og som nu er blevet til småplanter. De nye planter skal flyttes fra såjorden til mere plads i større potter, og med en jord, der er mere velegnet til den videre vækst. Senere kan planterne plantes ud, når der er varme nok i jorden og planterne er vokset til.

L1027854

Jeg bruger en spisepind af træ til at lave fordybninger i jorden og til forsigtigt at få rødderne anbragt så flest muligt vender nedad i jorden. Hvis for mange rødder vender opad i jorden vil det hæmme væksten i starten. Jorden trykkes let til om stænglen så planten står stabilt i jorden. Bagefter vandes godt igennem. De første par dage kan småplanterne godt lægge sig lidt ned, men vil hurtigt rejse sig når de trækker vand op. Planterne placeres inde i et uopvarmet drivhus eller en uopvarmet udestue. Det er tilpas temperatur til god vækst. Senere kan de anbringes ude for at blive afhærdede inden de skal i jorden i bedene.