Havens veje

 

DSC07397

Havens veje er uransagelige. Lige nu er der meget grønt, med sporadisk sent-blomstrende sommerblomster, og roser der tager endnu en tørn. Dog mere sparsomt end i højsommeren. Men der er også blomster der overrasker.

DSC07368
Dahliaknolden som ikke lige ser ud som det pakken påstod. Men det gør ikke noget, for fin er den.

Vi købte en pose Dahlia-knolde i foråret, og en af dem falder noget anderledes ud end brugsanvisningen og det fine billede på pakken reklamerede med. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for den lille grimme ælling, er nu en lille fin svane. Smuk i al sin enkelthed. Nu skal den bare mærkes op når knoldene tages op og går på vinterferie, så  den kan få sin egen plads i haven.

DSC07371

Næste haveprojekt er oprydning i et nyt stykke, som skal plantes til i foråret. Der skal sættes lidt flere tulipanløg, og så er der et lille byggeprojekt (havehus – udvidelse af skur). Det bliver sjovt.

Havens vadested

DSC07076-2

Lige i dette øjeblik er haven i en slags vadested. Det er ikke rigtigt slut med sensommerens georginer og det er ikke rigtigt blevet efterår med asters i fuldt flor. Så her, lige midt imellem, nyder vi dage med omskiftelig koldt til lunt vejr, sol og regn og overskyede timer.

DSC07098-2

Det smukke ved årstiden er det klarere lys pga. den køligere luft hvor vanddampene ikke filtrerer solens stråler. Haveopgaverne består p.t. i anlæg af nyt fundament til forårets opbygning af orangeri/udhus/vinterstue/hyggerum, og modernisering af en meget forsømt (aldrig vedligeholdt) forhave.

Og så, indimellem, at nyde en kop kaffe i det, der allerede er til stede og klar til at blive nydt.

 

Billige planter

Billige planter kan man ikke få nok af. Frøsåning af nye stauder, to-årige og ét-årige sommerblomster er en god måde at anskaffe nye sorter til haven. Det er væsentligt billigere at så frø, end at købe de færdigt-producerede planter. Der kan tilføjes endnu flere planter til haven til samme pris og så er det sjovt. Det giver nogle gange også et større udvalg, da frø kan bestilles nemt hjem ude fra verden, f.eks. England, hvor vi I år har hentet frø hos Sarah Raven.

L1009436

Vi omlagde Lisbeths have sidste år, og næsten alle stauder fik ny placering. Der opstod også lidt tomme områder, og her kommer frøene i spil. Ligesom nye hvide og gule Dahlia knolde, der nu er sat til for-groning inde i en måneds tid i vindueskarmen. Når knoldene er i gang, bliver de sat i et koldt drivhus til videre vækst og afhærdning indtil de kan komme ud i maj (når der ikke længere er risiko for nattefrost).

L1010465

Frøene vi har sået nu er: Sidalcea candida `Bianca` – Silkekatost (hvid / staude), Lathyrus `Mrs. Collier`(hvid / én-årig men hårdfør), Lathyrus `Black Knight` (mørk rød-brun / en-årig hårdfør), Linaria `Canon Went` – Torskemund (hvid / staude), Digitalis `Camelot Cream` (creme-hvid / staude), og Rudbeckia `Cherry Brandy` – Solhat (varm rød-brun / én-årig). Dertil kommer et par flere de næste måneder.

Alle nævnte er nu sået, placeret i vindueskarmen indtil videre sammen med Dahliaknoldene og så ser vi frem til væksten. Husk at markere alle potter eller rækker, med samme sort, så du ved hvad du senere planter ud. Et lille hvidt skilt med navn, sort og farve er en god idé, så planterne ikke placeres uønsket senere.

L1010459

L1010455