Trompetblomst fra Japan

DSC02819
Trompetblomt, Campsis radicans, klatrer op i Japansk pagode-lygte i Japan.

Trompetblomsten Campsis radicans er en meget kraftigtvoksende klatreplante med store trompetformede blomster i en fantastisk rød-orange farve. Selvom jeg kun er stødt på den i Japan, og så lidt herhjemme (mere om det om lidt), så er den også meget udbredt i USA. Den laver rodskud og man skal være over den for at den ikke breder sig. Campsis radicans har lidt samme karakteregenskaber som blåregn, og kan kvæle hvad den omfavner med sine kraftige stængler. Derfor anbefales en kraftig beskæring i det tidlige forår. Rødderne kan, hvis de er tæt på flisegange og fundamenter, lave lidt skade på dem, pga. deres kraftige vækst. Det tvivler jeg på de vil gøre i vores klima, der er noget køligere end de steder planten trives bedst i.

DSC02878
Campsis radicans, Trompetblomst hos i Daizi Iwasaki´s have i Japan. (2005)

Campsis radicans trives i fuld sol til vekslende halvskygge, og det er sidstnævnte sted jeg har placeret min. Jeg har fået den af en af mine gode venner, som har dyrket den fra en stikling han fik fra en anden god ven. Sidstnævnte importerede et par skud fra Japan, og det er så en efterkommer til den, som nu står i bonsai-haven. Der er noget særligt over at vide hvor ens planter kommer fra.

DSC04958
Trompetblomsten plantet i vores have i efteråret 2016.

Min ven opgav at dyrke den, da han ikke fik tilstrækkeligt med blomster, og den døde tilbage for ham om vinteren. Nu står den så her, og har skudt helt gevaldigt siden den som en bar tilbageskåret stamme, med meget få rødder, blev sat i jorden i efteråret. Om den bliver lige så flot som det eksemplar jeg fotograferede hos nu afdøde Daizo Iwasaki på Shikoku i Japan (2005), kan jeg kun håbe på. Den får lov at klatre hen over Tokonomaen (japansk udstillingsniche), og så må vi se hvordan det går. Her står den i læ, og har en god base med fødderne plantet i fynsk bøgeskovsmuld. Meget bedre kan det vel ikke blive.

DSC04962
Der er ikke blomster endnu, og det forventer jeg heller ikke før om et år eller to, når planten er vokset til.

 

 

I fuldt flor

DSC04370

Haven står virkeligt i fuldt flor lige nu. Vores lidt sandede jord beder dog om vand til især roserne, og bønnerne ser ud til at blive hørt. Mod øst og vest indrammes haven af vores egen lille skov, og i går opdagede vi så at et af de helt store træer, en lærk, var begyndt at hælde en del. Sandsynligvis pga. at jeg fældede at andet stort træ der skyggede en del tidl. på foråret. Det har muligvis gjort at lærketræet nu ikke længere havde et andet træ til at støtte sig. Så motorsaven måtte startes, og det meget store træ blev væltet. Heldigvis uden at skade for meget af det som det landede i.

Nu kommer der som bonus mere aftenlys til den engelsk-inspirerede have. Vi fælder meget nødigt træer, men her var det simpelthen uansvarligt ikke at få det lagt ned med det samme.

Før regnen kommer

DSC04344

Der er meldt om kraftig regn de næste dage, så det er om at nyde bonsaiene mens man kan være ude. I udstillingsnichen (Tokonomaen) laver jeg en opstilling som ofte får lov at stå der nogle dage. Sådan, at der (næsten) altid er en opstilling at se på. Jeg bruger ikke borde og billedruller medmindre vejret er til det, så pga. den kommende regn er det en meget enkel opstilling, bare med træerne de her dage.

Sommeraften i haven

DSC02603

Der er noget særligt over de lune sommeraftener. Og det er ret svært at tage sig sammen til at gå indenfor igen. Hvis man lige ser bort fra dagens påvirkning af høfeberen, så er alt idyl.

Tokonoma med lys

l1022176

Der er nu kommet lys i den Tokonoma jeg byggede færdig i sommers. Nu er det muligt at nyde en opstilling i den udendørs Tokonoma, i de mørkere aftener her i efteråret. Tokonomaen kan også ses inde fra huset. Dagens opstilling er en endnu ikke færdigudviklet Japansk Ahorn, men alligevel sat op pga. de fine efterårsfarver der er på vej.