Havens vadested

DSC07076-2

Lige i dette øjeblik er haven i en slags vadested. Det er ikke rigtigt slut med sensommerens georginer og det er ikke rigtigt blevet efterår med asters i fuldt flor. Så her, lige midt imellem, nyder vi dage med omskiftelig koldt til lunt vejr, sol og regn og overskyede timer.

DSC07098-2

Det smukke ved årstiden er det klarere lys pga. den køligere luft hvor vanddampene ikke filtrerer solens stråler. Haveopgaverne består p.t. i anlæg af nyt fundament til forårets opbygning af orangeri/udhus/vinterstue/hyggerum, og modernisering af en meget forsømt (aldrig vedligeholdt) forhave.

Og så, indimellem, at nyde en kop kaffe i det, der allerede er til stede og klar til at blive nydt.

 

Lysfest

Endelig blev det sommer (1. september vel at mærke), og der kunne tændes lys i haven.

DSC06807

Sådan en “sommeraften” – ironi kan indlæses – er fantastisk. Alting får et andet skær, og duftene er også anderledes henunder skumringstid. Et glas rødvin og en aftentur, så bliver der ro i sindet.

Solopgang – solnedgang

De to bedste tidspunkter (at fotografere) i haven. Solen sætter sit lys på planterne, og der kommer spot på detaljerne. Især når lyset filtreres gennem træerne.

DSC06484Morgen- og aftenturen – også uden kamera – er godt for sjælen. Haven giver ro i sindet, og for mig er det en forstærkende oplevelse at tage billederne. Jeg lægger mærke til flere detaljer når jeg har sanserne åbne for motiver, og oplever alt mere intenst. På morgenturen er lyset lidt klarere og jeg får i tilgift duggen når det har været lidt køligt om natten. Det giver både dufte og smukke farver på planterne.

 

DSC06491

Om aftenen er det solnedgangens varme lys der dominerer når solen går ned bag bøgetræerne i vores lille skov.

Billeder fra i aftes og her til morgen.