Sø søsat – 1. del

DSC06394Hullet er gravet, vandet er fyldt i, fiskene flyttet ind, og så er det finish det handler om.

I løbet af forsommeren gravede jeg ud til det som skal være centrum i sø-haven. Vi har haft området liggende brak indtil der var tid og energi til at starte søhaven op. I et område, som var groet fuldstændigt til, og som tidl. lejere af vores hus havde brugt til lidt af en losseplads. Men nu er huset igen i vores hænder heldigvis. Nu er det så tiden til at fuldføre den våde drøm om en sø i haven.

Vand i haven beriger med en beroligende stemning, og i tilgift tilføres liv og biodiversitet til haven. Jeg er sikker på at de skrubtudser jeg generede ved udgravningen jubler over de nye tilstande med vådområdet i haven, og tilgiver ombygningen af deres habitat.

DSC06391
Vandet er fyldt i, – nu skal der afsluttes og plantes til.

Det er vigtigt at klargøre hvad man vil med vandhullet. Skal der være fisk i, og hvilken slags? Hvor stort skal det være? For småt er skidt, især hvis der skal være fisk i. Det er desuden meget nemmere at vedligeholde et stort bassin, som nemmere kommer i balance end et lille. Bassinet skal have mindst seks timers sol om dagen, så temperaturen kommer op, og dybt nok til at det holdes frostfrit til overvintrende fisk.

Glæden ved et bassin i haven, er at det tiltrækker ekstra insekter og dermed fugleliv, ligesom frøer, tudser og pindsvin tiltrækkes af vandet. Undgå for mange løvfældende træer lige op og ned af bassinet som hurtigt bliver fyldt med blade, der går i forrådnelse.

Selve hullet er udgravet ved håndkraft med en spade. Et lidt stort projekt, men jorden er meget sandet i det område, så det var relativt let. Og har den fordel at der ikke var forhindringer fra store sten, tung jord eller mange rødder fra træer.

DSC04409
Inden arbejdet gik igang. Tja…. men det bliver godt når det er færdigt.

Hullet er formet så det ser så naturligt ud som muligt, med forskellige dybder til planter, og foret med en god kvalitet PVC-gummi. I søen er der nu udsat koikarper, efter vandet først har stået og “simret” tre uger tid med et bio-filter tilsat. Koikarperne kræver meget rent vand til overvintringen og derfor plantes der også vandrensende planter som kan vedligeholde balancen undervejs, da fiskene i sig selv forurener en del.

Efter to uger er koierne så småt begyndt at vænne sig til vi kommer. I starten er de noget sky, men lærer at genkende os på gangen og de vibrationer det sætter i vandet. De er meget fintfølende, og kan med tiden gøres håndtamme.

DSC06392

Nu er jeg i gang med at afdække foliekanten med små marksten og planter, så det hele får et relativt naturligt udseende. Omkring søen vil der også blive plantet til. Alt bliver holdt i grønt, hvidt og gult for at skabe en rolig atmosfære. For enden af søen skal der være siddepladser så vi kan nyde synet af fisk og sø.

I bassinet, som har flere niveauer, er der udsat åkander, græsser og lave blomstrende vandplanter. Plantet i netpotter, og i special åkandejord, eller næringsfattig jord, beregnet til havedamme. Det er vigtigt det er næringsfattig jord, der anvendes, som ikke sætter gang i algevæksten. Derfor er det heller ikke en god ide at bruge klyner direkte i bassinet, da de farver vandet brunligt og har for meget næring.

Billeder af første del af projektet herunder.

 

 

Hver dag en ny blomst

DSC00844

Hver dag, en ny blomst. Der er ikke en havevandring uden der er dukket noget nyt op i haven. Med tanke på at haven blev anlagt for kun lige over et år siden, så går det faktisk meget godt. Næste step er at få anlagt en sø bag solterrassen. Mere om det projekt følger… 🙂 Men indimellem er det ligeså vigtigt at sidde stille, nyde en kop kaffe, og IKKE LAVE NOGET.

 

En romantisk Japansk have – findes det?

Inden bloggen her kommer til at handle helt og holdent om vores haveliv her i Freltofte (nu foråret kommer, og det naturligvis er det som det skal handle om), vil jeg lige beskrive en sidste have fra et af mange havebesøg mens vinteren pakkes væk.

Haver, og især engelske haver, kategoriseres ofte som enten at være anlagt i en formel eller en romantisk havestil. Eksempler på Italienske romantiske haver kan også sagtens findes, ligesom danske haver kan være romantiske. Den romantiske have er en drøm for mange, med mange blomstrende planter, mindre formel i anlæggelsen af bede, og med stor frodighed. Den formelle have er mere stringent og baseres på form mere end blomstring.

DSC02357

Spørgsmålet er så, om der findes en Japansk have i romantisk stil? Ja, vil jeg vove at påstå. Ikke i samme forstand som vi ser i den europæiske havestil, men klart når man ser på den japanske måde at opbygge en have. Zen-haverne er et tydeligt udtryk for den meget stringente og ofte meget formelle havestil, med sten og revet grus (småsten). Men det er haver, der altid er tilknyttet templerne og aldrig private haver. Andre japanske haver (inkl. tempelhaverne) er ofte meget mere frodige, grønne, med klar vægt på form, balance, asymmetri, harmoni og ro. De haver er også dem man kan se enkle af hos private haveejere. De få der har plads til det i det ekstremt tæt befolkede land.

08-DSC02351

I Kyoto ligger en have, der er klassisk Japansk på nogle måder, men alligevel formår den at skabe en helt anden stemning, og har en frodighed som gør at jeg får en følelse af en romantisk tilgang til haven. Haven, Shisen-do, er en tempel-have. Og uanset at den ikke er fyldt med blomster, er der langt mere blødhed og løs vækst i haven, som gør at den adskiller sig fra mange andre japanske haver. Min absolutte japanske favorithave i øvrigt.

03-DSC02349

Blandingen mellem formklippede azalea, en sø med Iris og blomstrende vækster omkring, et frodigt areal ved templet, brugen af sand i stedet for småsten som giver en langt større blødhed i udtrykket m.v., gør at denne have fremtræder smukt og afdæmpet i en for mig romantisk stil målt op mod den traditionelle japanske havestil. En have jeg er nødsaget til at besøge igen engang. Fotos er fra mit sidste besøg en dag i juli måned.