Perfekt havevejr

Havevejret er perfekt. Eller, vejret er perfekt for haven. Regn afløst af sol, afløst af regn, er perfekt for planterne når varmen også følger med. Så selvom man måske ikke lige jubler over det meget vekslende vejr, så er det faktisk fantastisk for havens trivsel (så længe skadedyrene afholder sig fra at komme for godt i gang). Det er selvfølgeligt sjovere når solen skinner mere, så man kan komme ud og lave noget. Men regnen for alting til at ranke sig af sundhed, og støvet skylles af bladene som står friskt grønne. Se billeder i videoen og i galleriet nederst.

I Japan har man en tradition for at overbruse gangene når der kommer gæster, så man får den her fornemmelse af renhed og friskhed som efter en regnbyge. Her klarer naturen det så selv p.t. hvilket er ganske godt efter en længere periode med tørke.

 

Aftensol efter regn

Efter regn (og hagl), er det dejligt at se solen strejfe mellem bladene på træerne.

DSCF1137 DSCF1139

Skygge i haven

I den her fantastiske, solrige, og lidt for tørre sommer, er det rart at kunne søge ind i skyggen i ly for solen. Nu er solskin jo godt, men også med måde af sundhedsmæssige årsager, såvel som almindeligt velbehag når temperaturerne stiger. Tænk at man skal skrive om det i Danmark, men sådan er dette år og hurra for det.

Inspireret af Helt hen i havens artikel, som var inspireret af Havefolkets artikel om skygge, har jeg ladet mig smitte, og vil her vise et par skyggepladser i vores have. Når solen står højt på himlen har vi en plads under to store Troldhassel i Lisbeths have, som altid giver skygge og kølighed i middagstimerne.

L1014024
Lisbeth på skyggepladsen under de store troldhassel.

Her kan man sidde med kaffen og nyde blomsterfloret uden at blive brændt af. En anden plads er med udsigt til vores eng med får, hvor skyggen indfinder sig om eftermiddagen, mens der stadig er sol på engen. I den Japanske have er der opført en overdækket plads med en bænk. Her nyder jeg ofte synet af have og udsigten til bænkene hvor mine bonsai er opstillet. Her er en særlig ro, og efterhånden som træerne vokser til bliver her også en mere kølig skovagtig stemning.

Skyggepladser er lige så vigtige som solpladser, og ikke mindst i en sommer som denne skal de bruges og nydes i fulde drag.