Det regner næsten hver gang. Solen har vist kun skinnet en gang for alvor de otte år vi har været i haverne. Mærkeligt ikke?
Nå, men det afholder heldigvis ikke folk fra at se vores træer udstillet i De Japanske Haver i Broby på Fyn. 130 mennesker kom forbi en grå og lidt regnfuld søndag. Det er rigtigt fint besøg sådan en dag uden sol og varme. Rigtigt mange gode snakke, og endda et norsk ægtepar, der havde arrangeret ferien efter at kunne være her. Tusind tak for opbakningen og de mange snakke.
Ligesom apps og pc-programmer jævnligt opdateres til nye versioner, så opdaterer vi løbende vores have. Forbedringer, fejlrettelser og nye funktioner tilføjes.
Den organiske, og ikke virtuelle, Haven i nr. 33, tog sin begyndelse for tre år siden. Her var ikke andet end græs og vildtvokset buskads, som kun motorsav og knofedt kunne rette op på. Nu er vi på vej mod målet efter at have anlagt en have til mine bonsai, en cottagehave-del, og en havedams-have med koikarper, der kom til sidste år. I 2019 startede vi en lille hjørne med en lavendelhave, og det store projekt, som er vers. 5.0 opdateringen, er vores haveanneks.
Der kommer mere til, og der skal laves flere forbedringer af det eksisterende. Haven bliver nok aldrig helt “færdig”. For hvis man ikke kan få nye ideer og lave ændringer, er der vel ikke så meget ved at have en have. En stor del af glæden, er at drømme, og finde på. Den store drøm om en udestue/orangeri/drivhus eller noget lignende faldt ud til at blive et haveanneks. Den bedste løsning overhovedet, som passer til vores havestil. Og det vil jeg beskrive meget mere detaljeret næste søndag.
Denne søndag vil jeg tage til De Japanske Haver i Broby, for at udstille bonsai sammen med Johnny og Torben fra Fuchi Bonsai. Det er i dag den 12. august fra 10-16 og du er meget velkommen til at kigge ind i tørvejr i under eftermiddagens byger. Haven er også et besøg værd, og jeg ved de har paraplyer til at klare en enkelt byge undervejs.
Så det var tidligt op og pakke sammen, for at køre fra den nordfynske idyl. Lidt svært at forlade matriklen efter at have fodret fårene en smuk stille sensommermorgen, der mangler græs efter den lange tørkeperiode. Og rosen på billedet er gået amok efter regn og varme. Nej, det er ikke et vildskud. Den vil bare opad. God søndag.
Foråret 2016, da vi begyndte at anlægge haven efter at have ryddet buskads og udgåede træer m.m. Lisbeth igang med at fordele grus til havestierne.
Vi har været der før. Og før det. Nu blev det så tredje gang i træk, at vi overnattede i Haven i Hune.
Hver gang en oplevelse og en iderigdom rigere. Hver gang har vi oplevet små ændringer i Haven i Hune, som hele tiden udvikler sig. Men kun lidt ad gangen, og med stor respekt for hvad, der er grundlaget for havens ånd og sjæl. Nemlig Anne Just og Claus Bonnerups livsværk, som er en særegen have, der har inspireret mange gennem årene.
Min hustru og jeg kom til at sidde om aftenen på terrassen foran Anne Justs gamle atelier og snakke om hvad det egentlig er, der kendetegner Haven i Hune. Udover de mange finurlige påfund, skæve vinkler, smalle stier og kig gennem levende portaler af grønt, figurer, vandanlæg og så videre.
Haven i Hune, er i krop og sjæl stadigvæk en have.
I modsætning til mange større offentlige haver og anlæg, er den ikke tilrettelagt så den, er let tilgængeligt for alle. Der er ikke skilte, der viser vej til hvor du kan købe kaffe. Der er ikke en flok gartnere, der render og holder pænt mens man er der. Stierne er ikke ryddet for de sidste nedfaldne frugter fra træerne. Man kan endda støde på lidt ukrudt. Man støder ikke på små forklarende planteskilte eller skraldespande for hver 50 meter. Der er ikke meget, der minder en om at man er i en besøgshave.
Man får som gæst lov til at træde ind i haven, fuldstændigt som hvis man gik ind ad en tilfældig havelåge på en tilfældig vej. Det eneste, der så slet ikke er tilfældigt, er lige netop Haven i Hune. Den er helt sin egen. Den er på en gang livfuld og energisk som den er fuld af ro og afslappethed. Hele tiden i udvikling. Lidt ad gangen og med små skridt. Med respekt for fortiden, og for dem som besøger den.
Vi er nu hjemme i vores eget lille paradis igen. Og har igen fået lidt med i rygsækken, som kan omsættes til vores have. På vores måde. Med vores personlige aftryk. Det er godt at komme ud. Og lige så godt at komme hjem igen.
Herunder en serie billeder fra Haven i Hune. Jeg har prøvet at indfange lidt af den fornemmelse jeg har når jeg oplever haven. Og det er altid lidt anderledes når man besøger et sted igen. Så ser man tingene fra en lidt anden vinkel og med et lidt andet perspektiv.
Selvom tørken er et altoverskyggende tema som vi forsøger at holde stangen med vanding, så er der også andet at fokusere på.
F.eks. sommerens farver. Gul er virkeligt en opmuntrende lysende farve til haven, og staudesolsikken (Helianthus) er en trofast blomstrende staude. Den får mere end halvanden meter lange blomsterstilke, og blomsterne, som er langt mindre end den et-årige klassiske solsikke, er rigtigt fine som snitblomster.
Roser og Dahlia reagerer på varmen med overdådig vækst og blomstring. Al den varme, der ikke kom sidste sæson (og forrige måske) kommer nu. Det betyder også vanding i større mængder end normalt. Vandede vi overhovedet bedene sidste år? Det tror jeg ikke.
Krukker og bonsai skal altid vandes. For tiden er de ekstra tørstige. Dahliaerne er grådige planter, der har brug for vand og næring for at udfolde deres fulde potentiale.
Bonsai skal også vandes og gødes for at trives. De holdes ikke i den lille størrelse ved at blive pint, men tværtimod skal de være i god og sund vækst for at tåle opholdet i en lille skål og den beskæring, der holder dem i form.
Den tidlige rosenblomstring i år giver en lang sæson for de remonterende. De engangsblomstrende får så ekstra vækst i den lange sæson, som kun vil styrke dem. Bare de får vand og gødning (organisk) nok.
Vi har heldigvis en stor regnvandsbeholder, men det svinder i den. Vi må se hvor længe det varer før den er tom.
Der er en særlig stemning i haven sådan en frostdag. Stilhed er vel ordet der er mest dækkende. Solen er en velsignelse frem for tunge skyer, og selvom haven er i dvale, er den alligevel værd at være i. Om man laver noget eller ej.
Man kan sagtens plante nye træer og buske så længe jorden kan graves i. Men lige nu er der ikke mange bare pletter at fylde ud. Der står nogle efterårs-såede stauder og venter på udplantning til foråret. Og selvom det er vinterdvalen som er overskriften lige nu, så begynder forårsfornemmelserne snart at indfinde sig.
Havens veje er uransagelige. Lige nu er der meget grønt, med sporadisk sent-blomstrende sommerblomster, og roser der tager endnu en tørn. Dog mere sparsomt end i højsommeren. Men der er også blomster der overrasker.
Dahliaknolden som ikke lige ser ud som det pakken påstod. Men det gør ikke noget, for fin er den.
Vi købte en pose Dahlia-knolde i foråret, og en af dem falder noget anderledes ud end brugsanvisningen og det fine billede på pakken reklamerede med. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for den lille grimme ælling, er nu en lille fin svane. Smuk i al sin enkelthed. Nu skal den bare mærkes op når knoldene tages op og går på vinterferie, så den kan få sin egen plads i haven.
Næste haveprojekt er oprydning i et nyt stykke, som skal plantes til i foråret. Der skal sættes lidt flere tulipanløg, og så er der et lille byggeprojekt (havehus – udvidelse af skur). Det bliver sjovt.
Lige i dette øjeblik er haven i en slags vadested. Det er ikke rigtigt slut med sensommerens georginer og det er ikke rigtigt blevet efterår med asters i fuldt flor. Så her, lige midt imellem, nyder vi dage med omskiftelig koldt til lunt vejr, sol og regn og overskyede timer.
Det smukke ved årstiden er det klarere lys pga. den køligere luft hvor vanddampene ikke filtrerer solens stråler. Haveopgaverne består p.t. i anlæg af nyt fundament til forårets opbygning af orangeri/udhus/vinterstue/hyggerum, og modernisering af en meget forsømt (aldrig vedligeholdt) forhave.
Og så, indimellem, at nyde en kop kaffe i det, der allerede er til stede og klar til at blive nydt.
Hvordan får jeg indlægget til at handle om haven, når det er noget andet det handler om? Ann-Lisbeth er kunstner og har fernisering på søndag den 24. sept. i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast kl. 15 -17.
Selvom Lisbeth er meget haveglad, og har designet den centrale del af vores have meget smukt, så er hendes billeder noget helt andet. Kom gerne til Galleriet Jørgen Østergaard på søndag kl. 15-17. Adressen er Østergade 44, 7430 Ikast.
Dobbeltsolo-udstilling “UNSPOKEN TALES” med kunstnerne Ann-Lisbeth Sanvig og Lene Winther.
MAGISK REALISME
To kunstnere med historier på hjertet. På lærred, papir og i porcelæn. Visuelt stærke, med det tvist og det ekstra lag, der gør at man er nødt til at stoppe op og se nærmere. Det er noget af det, som kendetegner begge kunstneres værker.
Derfor supplerer de hinanden så utroligt godt i udstillingen ”Unspoken Tales”.
Billedkunstner Ann-Lisbeth Sanvigs værker er bygget op omkring udtryksfulde portrætter, med en karakterisk stærk streg og figurer, der stiller spørgsmål ved det fine og deltaljerede portræts umiddelbare fortolkning. Når man ser nærmere på værkerne, stiller de flere spørgsmål end de giver svar.
Keramiker Lene Winthers skulpturer i hvidt porcelæn, er på samme måde sammensatte, og når man studerer dem, opdager man et væld af symboler og detaljer, der både provokerer og vender tingene på hovedet.
Begge kunstneres værker har elementer fra den litterære genre magisk realisme, som kendetegnes ved realistiske motiver, der tilføres fremmedgjorte og magiske elementer, myter og magi.
Både Ann-Lisbeth Sanvig og Lene Winter er medlemmer af kunstgruppen Visuel, som er en gruppe af nutidige stærke danske kunstnere.
FERNISERING SØNDAG DEN 24. SEPTEMBER KL. 15-17
Begge kunstnere vil være tilstede på ferniseringen.
Vi håber at se jer.
Udstillingen kan ses til og med den 5. nov. 2017 GALLERIET JØRGEN ØSTERGAARD
Vi har været der før. Og før det. Nu blev det så tredje gang i træk, at vi overnattede i Haven i Hune.
